NØRUPGAARD

Jeg kom til Nørupgaard som 20-årig i 1978. Dengang var gården en del mindre og bestod af 90 hektar, 70 malkekøer og 30 søer. Men fremtidens grundlag var lagt i form af den store nye løsdriftsstald, som havde plads til 70 køer, som min svigerfar havde bygget. Inge, som var datter på gården, og jeg blev hurtigt forelsket, og vi blev gift i 1982.

Flere generationer

Inge er 9. generation i slægten på Nørupgaard, og sammen har vi fået 4 børn, som er 10. generation, Peter (31), Johan (29), Simon (25) og Anne Marie (23). Peter og Johan er begge meget begejstret for landbrug og har begge gennemført uddannelse på Bygholm Landbrugsskole. Som det ser ud nu, vil der inden for få år blive gennemført generationsskifte på Nørupgaard, hvor stafetten gives videre til Peter.

Vi udvider

I 2007 havde vi modet til at udvide bedriften – i dag er der 650 malkekøer og 400 hektar agerjord, der dyrkes med græs, majs og hvede. I dag går der dagligt 8 ansatte på gården. Vi producerer 5,2 mio. liter mælk pr. år – det svarer næsten til 1 liter mælk pr. dansker.
Nørupgaard LUFTFOTO: Nyopført kvægstald ved Asger Christensen, Fynslund